ELEVERNES ALSIDIGE PERSONLIGE UDVIKLING Skallerup friskole ønsker at medtænke elevernes alsidige personlige udvikling i den daglige undervisning, jvnf. de ministerielle krav om, at undervisningen i de enkelte fag og emner og i tværgående emner og problemstillinger skal fremme elevernes alsidige personlige udvikling.
Vi lægger stor vægt på, at vore elever føler sig trygge i skolen og oplever udvikling på det faglige, det sociale og ikke mindst det personlige plan. Formålet med den faglige indlæring er at give dem kompetencerne til at forstå det samfund, de er en del af. Men faglig formåen kan ikke stå alene, barnet har også behov for at tilegne sig gode sociale kompetencer og vi ser det som en vigtig opgave også at hjælpe det enkelte barn på det personlige plan, til at kunne klare de personlige udfordringer, et liv i en globaliseret tidsalder giver.
Målet er at vore elever:
- forstår, at de hver især er betydningsfulde for samfundet og at de hver især indeholder noget unikt.
- Viser forståelse overfor deres medmennesker og søger at behandle andre, som de selv gerne vil behandles.
- Er innovative og forstår at arbejde sammen om et fælles mål
- Oplever at der er sammenhæng i deres tilværelse
- Stadig ønsker at lære nyt – og lader sig inspirere af den verden, der omgiver dem.
For at imødekomme disse mål, har vi fokus på flg.:
- daglig morgensang, hvor vi beder fadervor og synger sange fra den danske sangskat. Dette er med til at udvikle børnenes samhørighed – både indbyrdes og med den danske kultur.
- Fortælletimer, hvor vi bruger det narrative (fortælling) til at give børnene indblik i den historie de er en del af. De forestillinger som fortælletimerne skaber, er med til at give det enkelte barn oplevelsen af, at være en del af en større sammenhæng.
- Særlig fokus på overgangen fra daginstitution til skole og efterfølgende mellem skole og SFO og når eleverne skal videre herfra til overbygningsskoler eller ungdomsskoler. Vi føler det vigtigt at skabe sammenhæng i barnets liv, så det føler tryghed og genkendelighed i hverdagen.
- Samarbejdet mellem hjem og skole er i fokus idet barnet også her skal føle sammenhæng og et fælles fodslag.
- Fokus på omgangstonen mellem kammeraterne indbyrdes og mellem barn og voksne. Det er vigtigt at barnet allerede i de mindste klasser lærer at de ting man siger, kan have konsekvens for andre omkring én.
- Undervisningen skal tage udgangspunkt i elevernes undren – også udenfor klasserummets fire vægge. Det er vigtigt at børnene bibeholder lysten til at lære gennem hele skoleforløbet.
- Vi fokuserer altid på det enkelte barns kompetencer – frem for barnets mangler. Vi anvender en anerkendende pædagogik og ønsker derigennem at skabe grobund for en positiv personlig udvikling. Dette kombineret med ekstra tid til voksenkontakt for de børn, der har behov for ekstra støtte og vejledning skal være med til at sikre det enkelte barns trivsel.